Endelig er vi tilbage i normal højde, efter det der har været vores alle sammens hårdeste oplevelse nogensinde - fysisk, men allermest mentalt.
Turen går mod Everest Base Camp - 5365 m
Den 16. marts skulle vi møde ind på Fuji Hotel i Kathmandu, hvor vi skulle møde de andre, som vi skulle afsted med. Vores gruppe bestod af 13 mennesker ialt - os tre, Anton fra Danmark, Annah-Rose og Lawrene fra New Zealand, Albert, Wayne og Daryl fra Canada, Joe og Gene fra USA og Eva og George fra Schweitz. Vi skulle også møde vores guide, Dawa, som ville holde et informationsmøde. Efter mødet var vi en lille smule skræmt efter Dawas fortællinger om højdesyge og hans resultat om kun at have fået 26 ud af 41 grupper 100 % til tops. Vi blev dog enige om ikke at tænke for meget over det og bare tage det som det kom. Vi fandt også ud af at vi hellere måtte ud og købe ekstra grej ind, da det kunne blive noget koldere end forventet, så aftenen blev brugt på at købe fleece trøjer, handsker og medicin, som senere skulle vise sig at blive meget nødvendigt.
Dag 2 rejste vi så afsted mod Lukla, som er en lille by, hvorfra man starter trekkingen. Vi skulle med fly fra Kathmandu allerede kl. 6 om morgenen og flyturen i sig selv var noget af en oplevelse. For det første var det meget små fly, som man bliver fløjet til Lukla i, så der skulle ikke meget vind til, før det rykkede godt i flyet. For det andet er landingsbanen i Lukla noget speciel, da den er 60 meter højere i den ene ende end den anden.
På vej mod flyet til Lukla
Landingsbanen i Lukla
Allerede på dag 2, som jo var vores første trekking dag skulle vi gå i 6 timer, så det var lige på og hårdt fra start af. Vi startede helt nede i en dal, så der var ikke sne på nogen af bjergene endnu og man kunne se den smukke flod, som løb i bunden af dalen. Vejret var lækkert og varmt og vi gik derud af og fik hurtigt overstået de 6 timer, som vi skulle igennem før vi kom til vores første overnatning i vores første tea house. Senere fandt vi ud af at dette tea house faktisk var ejet af vores assisterende guide, Lapa.
Så starter vi vores trekking i Lukla
Udsigt over dalen
Der var godt gang i camel backen, da vi havde fået besked på at drikke 3-4 l. vand om dagen
Lapas hyggelige tea house
Dag 3 skulle vi igen gå 6 timer. Denne gang gik turen til Namche, som ligger i 3441 m højde og har en iltprocent på 64 %. På turen gik det meget op ad, hvilket det jo også skal når man skal så højt op, men denne dag var et af de lidt hårdere treks. På trods af det kom vi godt frem i samlet flok og havde stadig gode ben. Lærke begyndte dog at få lidt hovedpinde og blev indendøre og slappede af, mens vi andre gik på Irish Pub og så cricket VM.
3D kort over den lange vej fra dalen og til Base Camp
På vej mod Namche i godt humør
Namche
Namche - kort tid efter vores ankomst, faldt der sne - vejret skifter hurtigt i bjergene
Dag 4 skulle også bruges i Namche, så vi kunne vænne os til højden. Det hed sig at dagen var en hviledag, men på trods af det, var der alligevel trekking på 4 timer op til Sengboche, hvor der var udsigt til Mount Everest. Lærke var stadig ramt af hovedpine og i løbet af natten var også Julie blevet ramt. Det stod nu klart at højden allerede havde gjort sit, men på trods af det, så ville man jo ikke gå glip af udsigten til Mount Everest og vi tog med op til Sengboche, hvor udsigten, som lovet, var fantastisk. Om aftenen blev højdesygen værre og gik nu også ud over appetiten, men der blev kæmpet for at spise og drikke. Desværre var det ikke nemt at holde maden indenbords og det kombineret med højden, gjorde så man hurtigt blev ramt af dehydrering. Vores medicin kom os altså godt til gode, da vi både måtte igang med hovedpinepiller, mavepiller, højdesygepiller, rehydrerings pulver og jeg skal komme efter dig. Vores største håb var dog at Dawa, vores guide, havde fortalt at det var meget forskelligt hvem, hvor og hvornår højdesygen rammer, så selvom man fik symptomer ved 3400 m, så betød det ikke at det ikke senere kunne gå væk og man kunne nå hele vejen til Base Camp. Ligesom det heller ikke betød at man kunne nå hele vejen til Base Camp hvis ikke man havde haft symptomer ved 3400. Alle kunne blive ramt og alle ville blive ramt, det var bare et spørgsmål om hvornår og hvor meget.
På vej op til Sengboche
Udsigt til Mount Everest - lige imellem vores hoveder
Te på toppen af Sengboche
Dag 5 skulle vi videre til Tengboche i 3867 m højde og en iltprocent på 60 %. Turen skulle vare 6 timer igen, men for os varede den omkring 8 timer. Lærke var blevet lidt bedre, men Julie var helt nede og skrabe bunden og kastede op, hvilket vi holdte hemmeligt for Dawa så længe vi kunne, da ingen af os ville sendes ned igen. Så der blev kæmpet og kæmpet og det var en rigtig lorte dag, men frem kom vi.
Der bliver kæmpet
Tengboche
Dag 6 var igen en hård dag. Lærke og Julie var stadig ikke på toppen og igen idag måtte vi hale lidt bagefter de andre, men i det mindste tabte vi kun en halv time denne dag og vi formåede igen at nå frem. Denne gang i 4358 m høje og en iltprocent på 57 %.
På vej mod Dhingboche
På vej mod Dhingboche
Dag 7 var der "hviledag" i Dhingboche. Dagen bestod af et 3 timers trek op på Nagarjung Hill, som er 4700 m højt. Julie var startet op på antibiotika og var begyndt at få det bedre. Lærke var stadig skidt, men kæmpede sig alligevel med på dagens trek. Det var meget overskyet og der var derfor ikke den mest imponerende udsigt på toppen, men det at have nået 4700 m var vigtigt i forhold til næste dagens trek, så det var godt vi gjorde det og godt at få det overstået.
På Nagarjung Hill
Nagarjung Hill
Dag 8 var der et 5 timers trek til Labuche i 4940 m højde og med en iltprocent på 53 %. Julie var i dag på toppen igen. Lærke var desværre ikke helt frisk, men alligevel kæmpede vi os igennem dagen, som havde masser af både op og ned stigninger. Det var dog også et utroligt smukt trek og vi holdt også et stop ved Memorial Place, hvor blandt andet den kendte bjergbestiger, Scott Fisher, sammen med alle de andre ofre, som Himalaya bjergene har krævet, bliver mindet.
På vej mod Labuche
Os og Anton på vej mod Labuche
Flot udsigt mod Labuche
Memorial Place
Dag 9 var endelig Base Camp dag. Først skulle vi trekke 3 timer til Gorekshep i 5180 m højde, hvor vi skulle have frokost og herefter igen trekke 3 timer til Base Camp i 5365 m højde med en iltprocent på 51 % hvorefter vi skulle trekke 2,5 timer tilbage til Gorekshep igen. Da vi startede dagen var den minus 13 grader og vi kæmpede lidt med vores vand, da det hele tiden frøs til is. Idag var det også Jakobs tur til at kæmpe og blive ramt af højdesygen og få hovedpine og problemer med vejrtrækningen, så også han måtte igang med højdesyge pillerne. Intet kunne dog slå os ud, så tæt på målet, så til Base Camp, det kom vi. Og hold nu kæft det var en god følelse da vi endelig stod der! Når man tænker på at vi var gruppe nummer 27 ud af 42, hvor alle i gruppen nåede til Base Camp. Når man tænker på at selv guiderne skrantede i denne højde og når man tænker på at en mand, som har løbet et marathon på 2,5 timer udtaler "this is hardcore enough for me", så ved man bare at man har kæmpet og gjort noget stort og vi er pisse stolte af os selv!
Os på Base Camp - 5365 m
Hele gruppen på Base Camp
Everest Base Camp
På dag 10 havde man muligheden for at bestige Kalapattar og nå helt op på 5550 m og en iltprocent på 50 %. Lærke og Jakob var stadig meget skidt tilpas og valgte at blive tilbage i Gorekshep, men Julie forsøgte sig med bjerget og nåede helt til toppen, hvor der var en fantastisk udsigt ud over Mount Everest. Til en start var det minus 15 grader, så det var ikke nogen hygge tur. De sidste 10 min op af bjerget var noget af en killer, da man virkelig kunne mærke højden, men hele vejen til toppen kom hun.
På toppen af Kalapattar
Udsigt fra Kalapattar med Mount Everest i baggrunden
Efter morgenens trek på tre timer, var der ikke længere noget valg - nu skulle alle afsted, men nu gik det nedad. Vi skulle 5 timer mere mod Pheruche i 4270 m højde, hvor vi skulle overnatte.
Standarden på de forskellige tea houses, som vi boede på undervejs
Standarden på de forskellige tea houses, som vi boede på undervejs
Dag 11 skulle vi igen nedad. Denne gang hele vejen tilbage til Namche i 3440 m højde, så vi havde en gå tur på næsten 9 timer foran os. Jakob var stadig ikke på toppen, så vi måtte danne bagtrop og det var en vanvittig hård dag, men igen nåede vi frem og var allerede i seng kl 19.30.
Tilbage i Namche
Tilbage i Namche
Dag 12 fik vi morgenen fri til afslapning i Namche, så vi shoppede lidt souvenirs og spiste pizza sammen med gruppen inden vi efter middag skulle trekke kun 3 timer til Monju, hvor vi igen skulle bo på Lapas tea house. Denne gang føltes det ligesom at komme ind i Lapas hjem. Han serverede popcorn og hjemmelavet ris øl til os og der blev hygget med kortspil og røverhistorier fra Dawa. Det var en dejlig aften. Næste dag inden vi skulle videre, kom Lapas kone ud og gav os alle sammen et blessing scarf, som er en del af den buddhistiske tro og på den måde ønsker man vedkommende, som man giver tørklædet videre til, et langt og lykkeligt liv.
Ris øl og popcorn i Lapas tea house
Gruppen sammen med Lapa og hans kone og med blessing scarfs om halsen
Dag 13 var sidste trekking dag, med et 5 timers trek tilbage til Lukla. Alle var friske igen og havde energi efter at være kommet ned i højden, så trekket gik som smurt og alle havde det dejligt, da vi endelig trådte indenfor Luklas by grænse igen.
Fortjent middagsmads hygge efter vores sidste trek
Os med Dawa og Lapa og diplomer - We did it!
Dag 14 skulle vi tidligt med flyet tilbage til Lukla og efterfølgende havde Dawa og hans kone inviteret os på morgenmad hjemme hos dem. Det var så hyggeligt og vi fik set hvordan Dawa bor og mødte hans kone, søn og datter.
Morgenmad hos Dawa
Resten af dagen blev brugt på at slappe af, få massage og finde et sted, hvor vi kunne spise bøffer, da kød havde været bandlyst på turen på grund af den måde de opbevarer det på i bjergene. Om aftenen tog vi ud og spise sammen med resten af gruppen og fik sagt ordenligt farvel. Det var rigtig hyggeligt.
Fællesspisning med gruppen
Den sidste nat var der arrangeret en overnatning på Fuji Hotel, hvor vi mødtes til at starte med og det var så dejligt med et ordenligt bad, et odenligt toilet og en ordenlig seng.
Det har været en vanvittig hård tur, men også en vanvittig god tur, hvor vi har kæmpet og grædt og grinet og hygget. Vi vil huske den tur resten af vores liv!
